Trionic Walker

Prototype udviklet på 2 uger

I 2004 vandt to unge designere fra Trionic det Svenske Aluminiumrikets designpris på 100.000 SKR for et nyt, dynamisk rollator-koncept. Konstruktionen udmærkede sig især ved anvendelse af 3D bukkede aluminiumprofiler og introduktion af et patenteret ”Self-climbing” hjul.
Prototypen skulle præsenteres på næste års Elmia-messe, men da der var mindre end en måned til messens åbning, stod Trionic stadig uden leverandør. Problemet var at finde en producent, som kunne håndtere den specielle 3D bukning.
En intensiv søgning på Internettet bragte Alu Technologies A/S fra Jylland på banen, og 3 uger før messen afholdtes det første møde. Få dage senere var kontrakten på plads, og ved starten af Elmia-messen 2005 kunne både Trionic og Alu Technologies udstille en prototype af den nye rollator.

Lettere, stærkere og billigere konstruktion
Efter messen i 2005 er rollatoren blevet videreudviklet med fokus på især vægt og pris. Det har bl.a. medført, at de cnc-bearbejdede og svejste samlinger er erstattet af limsamlinger, som kun kræver afkortning. Foruden en billigere bearbejdning har man opnået et pænere design. Der er bl.a. mulighed for at eloksere, og overdimensionering på grund af svejseudglødning kan undgås.
I skitserne opererede designerne også med et vippe-beslag i plast i fronten af rollatoren. Da plastforme imidlertid er dyre at producere, valgte man i stedet at anvende en svejst og efterfølgende limsammenføjet beslagkonstruktion til prototypen. Denne metode var både nem og billig, og førte hurtigt frem til den endelige konstruktion, som plastbeslaget kunne formes efter.
- Der skal være en grund til at anvende aluminium, fastslår Steen Rubæk, adm. dir. i Alu Technologies. Her har det været muligt at afprøve funktionaliteten af vippebeslaget, og denne konstruktionsmetode har givet nogle unikke designfriheder med hensyn til den samlede løsning, som det ellers ikke ville have været muligt at opnå.

Inspirerende samarbejde
Gennem hele udviklingsprocessen har der været en meget frugtbar dialog mellem de involverede virksomheder. Steen Rubæk beskriver sine samarbejdspartnere på denne måde:
- De er nogle exceptionelle designere – det har jeg aldrig oplevet i den grad før. De har forståelse for mekanik, konstruktion og design. De kan teste. Og de er samtidig åbne over for nye teknologier – fx limning, som blev et vigtigt element i prototype-konstruktionen.
Den limede rollator er nu også typetestet og godkendt på et dansk laboratorium. Resultatet – som markedsføres under navnet Trionic Walker – betyder et stort skridt fremad for ambitionerne om at give alle med gangbesvær muligheden for en aktiv fremtid.